søndag den 25. juli 2010

Ta' det som en mand, frue!

"Ta’ det som en mand, frue!" (1975)

Åh nej, ikke Tove Maës.


Ellen Rasmussen (Tove Maës) er hjemmegående husmor, der lever i et trivielt ægteskab. Børnene er fløjet fra reden og hendes dagligdag er grå og kedelig (ligesom filmen). Ellen er depressiv og skyller sorgerne ned med stærk alkohol. Det store alkoholforbrug får hende åbenbart til at drømme nogle bizarre drømme, hvor mænd og kvinder bytter kønsroller og om ”dejlige mænd der stripper” (iflg. Dvd coveret). Alkoholikeren Ellen beslutter i samråd med hendes veninder at hun skal have et job og en uddannelse. Valget falder på en kontoruddannelse og hun bliver derefter kontorassistent i et firma hvor overvægtige cigarrygende mænd sidder på chefstillingerne. På arbejdspladsen beslutter kvinderne sig for at strejke for at få bedre forhold, og Ellen finder ud af hvor stærke kvinder i virkeligheden er. Filmen slutter af med en klovneagtig kvindechauvinistisk slagsang.

Tove Maës ligner igennem filmen en skuespiller der har givet op. I samtlige scener virker hun udbrændt og ligeglad. Den eneste skuespiller der er værd at nævne er Berthe Qvistgaard, hvis frisure ligner en Playmobil-figurs på en prik! Det er intet mindre end fantastisk så symmetrisk hendes hår er.

Selvom at jeg tvivler på at nogen gider købe denne film, har instruktørerne åbenbart alligevel valgt at lave både en 40 minutters lang samtale og kommentarspor som ekstra materiale (sidstnævnte er ikke set, grundet manglende lyst). Samtalen mellem de tre instruktører; Mette Knudsen, Li Vilstrup og Elisabeth Rygaard er meget kedelig og er vidst kun forbeholdt dem selv og deres familie. Jeg må indrømme at jeg ikke hørte helt efter hvad de tre snakkede om, da det forbløffede mig sådan at en af kvinderne ligner til forveksling indianeren Chief fra Gøgereden.

Ak ja, Mette Knudsen lavede tilmed en opfølger i 1997 ved navn ”Skat, det er din tur” – skal man grine eller græde?

tirsdag den 13. juli 2010

Pengene eller livet

”Pengene eller livet” (1982)

En nøgen kvinde, en cello og Dick Kaysø. Er plakaten bedre end filmen?

Henning Carlsen regnes for nogen en central figur i moderne dansk film, men de kan umuligt have set dette tidsspilde.

En velrenommeret arkitekt ved navn Claus Worm, som spilles af Dick Kaysø, er i krise. Først får han en blodprop, derefter går hans firma konkurs, og som om det ikke var nok, bliver han viklet ind i en gåde om et mystisk flystyrt. Ole Ernst (som stadig har alt for buskede øjenbryn) spiller Claus’ læge og ven, der råder ham til at ændre sin ekstravagante livsstil – drop smøgerne og drop alkoholen. Mens Claus kæmper med at holde hjertet kørende, bliver han pludselig erklæret konkurs (dette bliver man åbenbart ved at man får taget sit checkhæfte af sin advokat). Pauline Rehné spiller Claus’ kæreste (som indlysende elsker at smide tøjet mens Dick spiller cello) der mistede sine arkitekt-forældre i et mystisk flystyrt.

På grund af Claus’ dårlige økonomi råder hans bankdirektør ham til at begynde at arbejde for den lokale entreprenør Schønnemann. Claus nægter dog at arbejde med den lokale rigmand og netop grunden til dette finder man aldrig rigtig ud af. Ole Thestrup spiller den klichéfyldte onde kapitalist Schønnemann og det viser sig selvfølgelig at han ikke har helt rent mel i posen.

Flystyrtet, hvor arkitekt-parret omkom, bliver nøje studeret af Claus, og han finder ud af at ”ulykken” åbenbart skyldes en forkert skrue i motoren. Denne opdagelse forekommer noget urealistisk, og det er tydeligt at Henning Carlsen nu i filmens forløb har tænkt:
”Hold kæft hvor skal vi bare gøre en ende på denne elendige film så hurtigt som muligt”. Så som en ren Sherlock Holmes mistænker Claus hurtigt Schønnemann for at stå bag, og tager derfor ud til entreprenørens gård for at lede efter spor. På gården finder han med det samme to skruer liggende pænt på et bord og vupti – så er sagen opklaret.

Ingen af karaktererne er troværdige i deres roller, og især Dick Kaysø som hotshot-arkitekt er fuldstændig malplaceret. Ghita Nørby er eneste positive indspark, men er dog kun med i ca.5 minutter (åbenbart nok til at vinde en Bodil).

På dvd’en findes der endda Ekstra materiale, som dog er noget af det mest tåbelige jeg har set længe. Materialet indeholder en 20 minutter lang samtale mellem Ole Lange og Jens Lohmann der diskuterer korruption i Danmark. Hvem disse personer er, og hvad emnet har med filmen at gøre ved jeg ikke – men faktisk er samtalen seværdig (bedre end filmen), da den ene person er så selvsmagende, at han faktisk bliver mopset da han bliver afbrudt i sin intetsigende knever.

På Henning Carlsens egen hjemmeside, kan man læse et meget selvhøjtideligt og alvorligt resume, og se den afgørende scene hvor Dick Kaysø finder den famøse skrue.
http://www.henning-carlsen.com/index.php?id=24

Pengene eller livet er røget direkte i glemmebogen, og lad den for Guds skyld blive ved med at være der.

lørdag den 10. juli 2010

Violer er blå.


”Violer er blå” (1975)

”On Air Video” er kendt for at udgive DVD film med et relativt lavt kvalitetsniveau.
Og med ”Violer er blå”, har de holdt stilen.

Roser er røde, violer er blå, og denne film er lige til at lukke op og skide på.

Lisbeth Lundquist spiller den hårdtarbejdende TV journalist Mille, som selvfølgelig døjer med problemer med hendes onde mandlige chefer. Mille gennemlider ikke kun problemer på arbejdspladsen, men tilmed er der også knas i hendes kærlighedsliv. Baard Owe spiller John, en ligegyldig rolle, som Milles kæreste – en håbløs romantiker der bliver offer for instruktørens, Peter Refns, desperate forsøg på at nå et klimaks, da det ender med at John tager sit eget liv. Inden denne tragiske scene har Mille både fået slikket sin brystvorte af en halv kåd Ulf Pilgård, og udlevet en seksuel fantasi med hendes biseksuelle veninde.


Der er stort set ingen handling til stede, kun tåbelige (og alt for lange) scener som handler om absolut ingenting.
Filmen indeholder f.eks. en 10 minutter lang scene hvor Mille og hendes veninder prøver tøj. Den nævnte scene med Ulf Pilgård der lige lovlig lidenskabeligt kærtegner Lisbeth Lundquists attributter, står som kronen på værket. Man grubler, men er samtidig fascineret af hvor god Peter Refn er til at kreere meningsløse og ligegyldige scener.

Det skal desuden nævnes at ens fjernsyn skal grotesk højt op i lydstyrke, da tonemesteren enten har været døv eller ganske enkelt ikke har gidet holde lyden på et normalt niveau.


”I virkeligheden sku’ mænd røvpules som indledende manøvre til et samleje, så de lærer hvad det vil sige at være den modtagende part.” Denne bizarre replik er bare en af grundende til at holde sig fra denne film.


”Violer er blå” varer 112min, og det er 112 minutter for mange. Undgå for alt i verden dette makværk.