Violer er blå.

”Violer er blå” (1975)

”On Air Video” er kendt for at udgive DVD film med et relativt lavt kvalitetsniveau. Og med ”Violer er blå”, har de holdt stilen.

Roser er røde, violer er blå, og denne film er lige til at lukke op og skide på.

Lisbeth Lundquist spiller den hårdtarbejdende TV journalist Mille, som selvfølgelig døjer med problemer med hendes onde mandlige chefer. Mille gennemlider ikke kun problemer på arbejdspladsen, men tilmed er der også knas i hendes kærlighedsliv. Baard Owe spiller John, en ligegyldig rolle, som Milles kæreste – en håbløs romantiker der bliver offer for instruktørens, Peter Refns, desperate forsøg på at nå et klimaks, da det ender med at John tager sit eget liv. Inden denne tragiske scene har Mille både fået slikket sin brystvorte af en halv kåd Ulf Pilgård, og udlevet en seksuel fantasi med hendes biseksuelle veninde.

Der er stort set ingen handling til stede, kun tåbelige (og alt for lange) scener som handler om absolut ingenting. Filmen indeholder f.eks. en 10 minutter lang scene hvor Mille og hendes veninder prøver tøj. Den nævnte scene med Ulf Pilgård der lige lovlig lidenskabeligt kærtegner Lisbeth Lundquists attributter, står som kronen på værket. Man grubler, men er samtidig fascineret af hvor god Peter Refn er til at kreere meningsløse og ligegyldige scener.

Det skal desuden nævnes at ens fjernsyn skal grotesk højt op i lydstyrke, da tonemesteren enten har været døv eller ganske enkelt ikke har gidet holde lyden på et normalt niveau.

”I virkeligheden sku’ mænd røvpules som indledende manøvre til et samleje, så de lærer hvad det vil sige at være den modtagende part.” Denne bizarre replik er bare en af grundende til at holde sig fra denne film.

”Violer er blå” varer 112min, og det er 112 minutter for mange. Undgå for alt i verden dette makværk.