tirsdag den 13. juli 2010

Pengene eller livet

”Pengene eller livet” (1982)

En nøgen kvinde, en cello og Dick Kaysø. Er plakaten bedre end filmen?

Henning Carlsen regnes for nogen en central figur i moderne dansk film, men de kan umuligt have set dette tidsspilde.

En velrenommeret arkitekt ved navn Claus Worm, som spilles af Dick Kaysø, er i krise. Først får han en blodprop, derefter går hans firma konkurs, og som om det ikke var nok, bliver han viklet ind i en gåde om et mystisk flystyrt. Ole Ernst (som stadig har alt for buskede øjenbryn) spiller Claus’ læge og ven, der råder ham til at ændre sin ekstravagante livsstil – drop smøgerne og drop alkoholen. Mens Claus kæmper med at holde hjertet kørende, bliver han pludselig erklæret konkurs (dette bliver man åbenbart ved at man får taget sit checkhæfte af sin advokat). Pauline Rehné spiller Claus’ kæreste (som indlysende elsker at smide tøjet mens Dick spiller cello) der mistede sine arkitekt-forældre i et mystisk flystyrt.

På grund af Claus’ dårlige økonomi råder hans bankdirektør ham til at begynde at arbejde for den lokale entreprenør Schønnemann. Claus nægter dog at arbejde med den lokale rigmand og netop grunden til dette finder man aldrig rigtig ud af. Ole Thestrup spiller den klichéfyldte onde kapitalist Schønnemann og det viser sig selvfølgelig at han ikke har helt rent mel i posen.

Flystyrtet, hvor arkitekt-parret omkom, bliver nøje studeret af Claus, og han finder ud af at ”ulykken” åbenbart skyldes en forkert skrue i motoren. Denne opdagelse forekommer noget urealistisk, og det er tydeligt at Henning Carlsen nu i filmens forløb har tænkt:
”Hold kæft hvor skal vi bare gøre en ende på denne elendige film så hurtigt som muligt”. Så som en ren Sherlock Holmes mistænker Claus hurtigt Schønnemann for at stå bag, og tager derfor ud til entreprenørens gård for at lede efter spor. På gården finder han med det samme to skruer liggende pænt på et bord og vupti – så er sagen opklaret.

Ingen af karaktererne er troværdige i deres roller, og især Dick Kaysø som hotshot-arkitekt er fuldstændig malplaceret. Ghita Nørby er eneste positive indspark, men er dog kun med i ca.5 minutter (åbenbart nok til at vinde en Bodil).

På dvd’en findes der endda Ekstra materiale, som dog er noget af det mest tåbelige jeg har set længe. Materialet indeholder en 20 minutter lang samtale mellem Ole Lange og Jens Lohmann der diskuterer korruption i Danmark. Hvem disse personer er, og hvad emnet har med filmen at gøre ved jeg ikke – men faktisk er samtalen seværdig (bedre end filmen), da den ene person er så selvsmagende, at han faktisk bliver mopset da han bliver afbrudt i sin intetsigende knever.

På Henning Carlsens egen hjemmeside, kan man læse et meget selvhøjtideligt og alvorligt resume, og se den afgørende scene hvor Dick Kaysø finder den famøse skrue.
http://www.henning-carlsen.com/index.php?id=24

Pengene eller livet er røget direkte i glemmebogen, og lad den for Guds skyld blive ved med at være der.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar